I de udvistes band klapper man af sig selv og hinanden

KÆRSHOVEDGÅRD Øvelokalet er meget lille.

Tre små forstærkere står stablet på hinanden i et hjørne, mens en bas står på en radiator. En lille sofa er klemt ind ved siden af den hårdtprøvede mixerpult, og trommesættet står i et lille indhak på cirka to gange to meter.

Det er der, jeg skal ind, viser det sig senere. Bag trommesættet.

Tre medlemmer er nemlig fraværende til dagens øver med bandet, og blandt de tre er bandets trommeslager.

Trommeslageren kommer fra Iran, og hans hustru er også med i bandet. Hun spiller tamburin og andet forhåndenværende percussion. Hun skal helst ikke alt for tæt på en mikrofon, antydes det med et smil. Det kommer hun heller ikke i dag, for ægteparret er her ikke. Hvor vides ikke. Det tredje fraværende bandmedlem stammer fra Congo, men ingen af de andre har set eller hørt fra ham i et par uger. Det kan der være mange årsager til, lyder det.

Tre mand høj er dog på plads i øvelokalet. Plus en kvinde, men vi begynder med at præsentere de tre mænd. Emmanuel Butoyui fra Burundi, Lahpai Kyam fra Myanmar og Dima Unhurian fra Ukraine. Til sammen X-Band fra Kærshovedgård. I hvert fald halvdelen af X-Band.

Lokalets eneste kvindelige islæt er Anna Lisbeth Sonne. Hun er tværkulturel konsulent ved Luthersk Mission, og cirka en gang om ugen pakker hun en plastickurv med termokandekaffe og kopierede popsange i hvide ringbind og kører mod Udrejsecenter Kærshovedgård. Her får hun en snak med bandets medlemmer og andre interesserede beboere, og ikke mindst passer hun tangenterne i øvelokalets keyboard.

- Kan du huske sangen, Dima? spørger hun henvendt til øvelokalets mindst rutinerede musiker, der har samlet bassen op.

- Yes ... but not really, svarer Dima Unhurian med et grin.

Lahpai Kyam sidder ved siden af ukraineren med sin guitar om halsen. Han viser sin ven og bassist, hvor fingrene skal placeres på gribebrættet, og da bandet går i gang med Leonard Cohens »Hallelujah«, er Dima Unhurian klar.

Det samme er Emmanuel Butoyui med sin westernguitar og sin dybe stemme.

Mens han synger, spiller han klassikerens simple fingerspilsakkorder, og Lahpai Kyam tager sig af det mere avancerede melodispil undervejs.

Klaveret binder det sammen, og selv vikaren bag trommerne kan følge nogenlunde med, da bandet går lidt ned i styrke, mens Lahpai Kyam spiller en solo. Så går sidste vers går i gang.

»And even though it all went wrong, I'll stand before the Lord of Song, with nothing on my tongue but Hallelujah«.

Vi klapper af os selv og hinanden, da det sidste hallelujah klinger ud, og der bladres frem til næste sang. Skal det være »Tears in Heaven?«

Nej, den er vist for svær.

Jeg har befundet mig i rigtig mange øvelokaler, men i dette hersker en stemning, jeg aldrig har oplevet før. Det er svært at sætte på formel, men måske viser det sig, da samtalen drejes ind på de udviste musikeres interne roller.

- Du er læreren Lahpai, hævder både Emmanuel Butoyui og Dima Unhurian, men Lahpai Kyam afviser beskedent.

Smiler og ryster på hovedet.

- Yes, you are the teacher, insisterer Emmanuel Butoyui, og i et kort øjeblik kan Lahpai Kyam ikke holde sine tårer tilbage.

Så meget betyder det tilsyneladende for ham, at to af hans medbeboere på Udrejsecentret - hvor de tre er havnet ad hver sin besværlige omvej - er glade for den hjælp, han giver dem med til at gennemskue akkorderne og sangenes notering på de hvide A4-print.

- Jeg er ikke underviser, men det jeg selv lærer, viser jeg til Dima og til Emmanuel, siger Lahpai Kyam.

- Der er sket dårlige ting i mit liv, og jeg har begået fejltagelser, men her er vi nye for hinanden og kan prøve at se fremad. Jeg kan ikke ændre fortiden, men jeg prøver at forbedre mig og at lære, fortsætter han.

Tydeligt rørt og ligeså åbenlyst taknemmelig for roserne.

Det er nok det, der er temmelig anderledes. Her roses for små ting, som en ny-indlært akkord, men også på en lidt større skala.

- Jeg kan lide at bruge tiden med jer gutter, siger Dima Unhurian.

- I bidrager med et lille glimt af lys, tilføjer Emmanuel Butoyui.

Musik har altid været en del af burundierens liv.

Hans bror underviser i musik, fortæller han, men selv har han ikke spillet på instrumenter. Sunget har han dog gjort en del - i kirken i sit fødeland, fortæller han.

Han fortæller, at han er flygtet fra Burundi af politiske årsager, og nu er han altså havnet på Kærshovedgård, hvor han har samlet sin musikalske interesse op.

- Sang og musik er en del af mit liv. Når jeg føler mig nede - og det gør jeg sommetider - får sang og musik mig til at føle mig bedre, siger han.

Dima Unhurian lytter koncentreret med armene hvilende på sin bas.

- Det værste er, når du ikke kan forandre noget. Musikken kan få en til at tænke på noget andet end de svære ting, og her er jeg sammen med mine venner, siger den 39-årige ukrainer.

Ifølge eget udsagn forlod han Ukraine i ønsket om at få et andet og bedre liv. Det var inden, Rusland invaderede hans hjemland, og da var det ønskede asyl allerede blevet afvist. Nu ser han ikke en tilbagevenden som en mulighed.

»Always is not forever,« har nogen skrevet med en grøn tusch på øvelokalets whiteboard, og de tre har alle svært ved at sige noget om deres fremtidsmuligheder i Danmark. Der bliver stille, da emnet tages op.

I øjeblikket er de uønskede i Danmark, har landets integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S), ofte fremført.

Derfor må forholdene på Kærshovedgård, hvor de er anvist til deres ophold, gerne anspore dem til at forlade landet.

»Det er bestemt ikke et badehotel. Det skal det heller ikke være,« har Kaare Dybvad Bek tidligere sagt.

Jeg retter min opmærksomhed imod Anna Lisbeth Sonne. Hun er tværkulturel konsulent i Luthersk Mission og frivillig besøgsven på Kærshovedgård, hvor hun hjælper med at organisere bandet. Jeg spørger hende, om hun ikke er med til at gøre beboernes ophold i Danmark mere attraktivt ved at hjælpe dem til at etablere et band.

- Jeg ønsker bare at møde mennesker med respekt. Det betyder ikke noget for mig, hvad de har lavet eller ikke har lavet, men jeg prøver at give dem noget håb på et sted, der nedbryder mennesker. Der er typer herude, som jeg er utryg ved, men jeg tror på, at alle mennesker er lige meget værd, og at vi alle kan ændre os, siger hun.

Og så er det ellers tid til en sidste sang, inden dagens øver i det decimerede band er overstået.