viborg/Karup På onsdagens byrådsmøde i Viborg var Midtjyllands Lufthavn et punkt på dagsordenen. Det handlede om et tilskud på seks millioner kroner til den kriseramte lufthavn, men i samme forbindelse gav borgmester Ulrik Wilbek (V), der også er formand for lutfhavnens bestyrelse, en kort redegørelse for situationen. Her sagde han åbent, at der eksisterer en risiko for, at lufthavnen må lukke.
Omkring pengene, de seks millioner, som de ni ejerkommunen er fælles om at udbetale - Viborg står for godt 1,2 mio. kr. af beløbet - indledte Wilbek med selv at tage ordet.
- Det er forholdsvis kompliceret, det her, for at sige det som det er. Det er sådan, at tidligere på året gav Midtjyllands Lufthavn en lignende tilbageførsel (på seks millioner kroner - red.) i forhold til det tilskud, der normalt ydes, fordi man havde håbet på som følge af corona kompensation, at man kunne få det til at løbe rundt, sagde Ulrik Wilbek og fortsatte:
Ikke ekstra-beløb
- Det kunne man så ikke alligevel, så nu har man søgt igen om præcis det samme beløb. Det er ikke et beløb, der ikke er budgetteret med. Det er ret vigtigt at forstå, at det ikke er et ekstra-beløb. Det har nogle misforstået, specielt nogle journalister. Det er et beløb, der er budgetteret med, som vi har fået tilbage tidligere på året og nu udbetaler igen. Og det samme gør de øvrige kommuner, sagde Ulrik Wilbek inden flertallet besluttede at sende pengene retur til lufthavnen.
Herefter redegjorde Wilbek kort for situationen.
- Situationen i Midtjyllands Lufthavn lige nu er uløst. Vi ved ikke, hvad der videre kommer til at ske. På den økonomiske del bliver det sådan, at uanset om lufthavnen bliver lukket - og det er der en risiko for - eller om lufthavnen kører videre, vil der være nogenlunde det samme forventede underskud til næste år, fordi den skal afvikles, hvis den bliver lukket. Så det beløb som bestyrelsen har vedtaget, der skal gives på ni millioner kroner, vil under alle omstændigheder blive givet. Hvis lufthavnen lukker skal det så bare ikke gives årene efter. Hvis der kommer en ny operatør er det mere usikkert, hvad der så sker. Det er lagt ind i budgetterne, at det er fra 1. marts, at der kommer en ny operatør, lød orienteringen fra Ulrik Wilbek.