karup Onsdag morgen kom det frem, at DAT (Danish Air Transport) indstiller sine flyvninger mellem Midtjyllands Lufthavn i Karup og Kastrup Lufthavn i København den 9. december. Det får nu bestyrelsen i lufthavnen til straks at trække i arbejdstøjet for at finde et alternativ.

- Nu er flyvningerne sikret frem til den 9. december, og det er jeg glad for. Omvendt levner det ikke lang tid til at finde et nyt flyselskab til at stå for de daglige flyvninger til og fra Midtjyllands Lufthavn, så det er en opgave som vi i bestyrelsen vil prioritere højt i den kommende tid, siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse fra Viborg kommune, hvor Wilbek er borgmester.

I den forbindelse arbejder bestyrelsen sammen med lokale virksomheder, da det er afgørende for at sikre, at en ny operatør kan få succes med flyvningerne.

- Vi har heldigvis en god dialog både med mulige nye samarbejdspartnere til at beflyve ruten og med det lokale erhvervsliv, så vi sikrer, at de flyvninger, som en ny operatør skal levere, er attraktive for de rejsende, fortsætter Wilbek.

I pressemeddelelsen beskrives flyforbindelsen mellem Midtjyllands Lufthavn i Karup og Københavns Lufthavn i Kastrup som vigtig for mange midtjyske virksomheder.

Samtidig takker Ulrik Wilbek DAT for samarbejdet gennem årene.

- DAT har fløjet til og fra Midtjyllands Lufthavn i mange år, og selvom vi nu har en slutdato på samarbejdet, er jeg ikke i tvivl om, at DAT vil fortsætte med at yde den sammen gode service som hidtil, indtil de stopper flyvningerne den 9. december, og jeg vil benytte denne mulighed for at sige tak for samarbejdet.

Også direktør i DAT, Jesper Rungholm, har været glad for samarbejdet.

- Vi har både før og under Corona investeret betydeligt i ruten, og vi er meget ærgerlige over, at det ikke er muligt at fortsætte den i det nye år, siger Jesper Rungholm.