KARUP Leder af den konservative byrådsgruppe i Silkeborg Kommune, Martin Jakobsen, der også er en del af bestyrelsen for Midtjyllands Lufthavn i Karup, mener det vil være ærgerligt, hvis Silkeborg Kommune afhænder sin ejerandel i Midtjyllands Lufthavn i Karup.
Men på den anden side, så mener han, at sådan som det går i lufthavnen lige nu, så er det en fair holdning, som flere af hans byrådskolleger gav udtryk i avisen onsdag.
Selv har han en anden holdning til lufthavnen.
Tror på bedring
- Jeg tror på, at det kan blive bedre for lufthavnen, siger Martin Jakobsen.
- Og det synspunkt får jeg nu lejlighed til at udbygge i økonomi- og erhvervsudvalget.
Martin Jakobsen peger på, at lufthavne kun sjældent er en overskudsforretning.
Og han peger også på, at de resterende kommuner bag lufthavnen i Karup fortsat bakker op. Og de vil køre lufthavnen videre - med eller uden Silkeborg Kommune.
- Så spørgsmålet er, om vi skal vælge os selv fra den fælles solidariske opbakning til lufthavnen, siger Martin Jakobsen.
Hvorfor tror du, at mange i Silkeborg Kommune har et stedmoderligt forhold til Midtjyllands Lufthavn?
- Det er der flere grunde til. Fra Silkeborg tager det næsten lige så lang tid at tage til lufthavnen i Aarhus som den i Karup - nemlig henholdsvis 50 og 40 minutter. Samtidig har vi i Silkeborg hurtig adgang til motorvej. Og hvis man - som Lars Hedegaard (løsgænger i byrådet) sagde det i byrådssalen - er glad for at køre bil og en time ekstra til og fra København ikke betyder noget, så har man heller ikke brug for lufthavnen. Endelig er der også en hurtig vej ud i Europa fra Billund - hvor man så ikke skal til København.
Er du skuffet over, at opbakningen til Midtjyllands Lufthavn ikke er så stor?
- Nej, jeg er ikke skuffet. Det nytter det ikke noget at være. Jeg fremfører mine synspunkter, og så tager vi den derfra.
- Men jeg tror på, at Midtjyllands Lufthavn kan komme til at spille en rolle igen i kraft af den kurs, der er valgt - nemlig at få en rute med bedre drift og uden behov for kommunale støttekroner.
- Jeg håber, at det vil ske i løbet af et års tid.
Lufthavnen fortsætter
- Det er ikke store beløb, som Silkeborg Kommune anvender til lufthavn. Men trækker vi os ud, så vil lufthavnen stadig eksistere, og vi vil stadig kunne bruge den, siger Martin Jakobsen, der peger på, at det er med lufthavnen som med busdriften - det går ikke uden offentligt tilskud.
- Det er den lette løsning at vende ryggen til Midtjyllands Lufthavn, jeg mener, at det vil være mere fair at være sammen med de andre kommuner. Det er min personlige holdningen. I bestyrelsen fremfører jeg naturligvis byrådets holdning.