112 I løbet af weekenden - formentlig mellem søndag og mandag - har der været to indbrud i Frederiks. De er gået ud over dagplejens legestue og Kirkecentret.

Begge anmeldelser indløb til politiet i Viborg mandag formiddag.

I Legestuen på Skolen 10 er der brudt et vindue op, og tyven har været rundt i både køkken og kontor for at lede efter tyvekoster, hvorefter den ubudne gæst har forladt bygningen via en dør. Da der ikke har været folk i bygningen mellem fredag eftermiddag og mandag morgen klokken 6, er det i dette tidsrum, indbruddet er sket. Der er tilsyneladende ikke stjålet noget fra legestuen.

I Kirkecentret på Trehusevej er tyven også kommet ind gennem et vindue, denne gang ved at smadre ruden. Også her er lokalerne blev gennemsøgt, men kun et sæt nøgler, der blev fundet smidt på jorden et stykke fra centret, er blevet konstateret stjålet. Her er gerningstidspunktet tidsrummet mellem søndag klokken 17.30 og mandag klokken 9.50.

Politiet finder det meget sandsynligt, at der er tale om samme gerningsmand. Modus er det samme - indstigning gennem vindue - og begge indbrud er sket på et lille geografisk område.