BJERRINGBRO/KARUP To unge mænd blev lidt før klokken fem søndag morgen standset af politiet på Skovgårdsvej i Viborg.
Bilen blev ført af en 21-årig mand fra Bjerringbro, der blev alkohol- og narkotestet. Begge test var positive, og den unge mand blev sigtet og kørt til blodprøve-tagning på sygehuset i Viborg. Han blev samtidig sigtet for at køre uden kørekort.
Den 24-årige kammerat sad på passager-sædet. Det var hans bil, den 21-årige kørte i, og han blev derfor sigtet for at stille bilen til rådighed for en person uden kørekort.
Den 24-årige, der er fra Karup, måtte også kortvarigt anholdes, da han lagde hindringer i vejen for politiets arbejde ved at forsøge at forlade stedet på trods af betjentenes henstilling om at blive. Det udløste endnu en sigtelse.