VIBORG Med en samlet pulje på 125.000 kroner ønsker Fritidsrådet at skabe ekstra liv og fællesskab omkring det store løbeevent Royal Run i Viborg, der finder sted mandag den 9. juni.

Puljen er åben for både folkeoplysende foreninger og selvorganiserede grupper, der har spændende idéer til at fremme bevægelsesglæde og fællesskab. Der kan søges op til 5.000 kroner per ansøgning uden krav om medfinansiering, og midlerne fordeles efter først-til-mølle-princippet.

- Aktiviteterne kan være alt fra små lokale events og sideruns til kreative initiativer, der engagerer byens borgere, og vi håber at se en bred vifte af aktiviteter, der kan være med til at skabe en festlig ramme om Royal Run allerede før det store event den 9. juni, siger formand for Fritidsrådet, Daniel Andersen i en pressemeddelelse.

Puljen har allerede inspireret flere foreninger til at sætte gang i aktiviteter.

Karup-Kølvrå IK Løbemotion arrangerer gratis løbe- og gåture for byens borgere en søndag hver måned frem mod Royal Run. Efter turene er der hyggeligt samvær med kaffe og lidt godt til ganen.

Ansøgningsprocessen er enkel, og alle med en god idé opfordres til at indsende deres ansøgning hurtigst muligt.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]