LANDBRUG Christian Nors, der er svineproducent fra Viborg, er gået konkurs med tre af sine virkomheder Grønhøj Produktion, Rishøjgård ApS og Christian Nors Holding, ligesom han også er gået personligt konkurs, skriver Agriwatch.

Christian Nors er en af landets største svineproducenter og har plads til 4200 søer i staldene, som han har bortforpagtet, men svinepriserne har ikke været med producenterne. I de senere år er det gået nedad med priserne, hvilket altså nu koster en konkurs for Christian Nors.

Priserne har været helt nede under 100 kroner, og det koster 400 kroner at producere en gris.

Herudover er svineproducenterne ramt økonomisk af afrikansk svinepest og corona.

- Jeg har en bankaftale, der er udløbet, og det har desværre ikke været muligt at forlænge den, siger han til Agriwatch.

- Vi har været rundt om mange muligheder, men det er ikke lykkes at komme i mål med noget i tide, siger han til mediet.

Det har således heller ikke været muligt at sælge ejendommene.

Ifølge Agriwatch var pengekassen i Christian Nors’ holding-selskab solidt polstret med en balance på 150 millioner kroner, og en egenkapital på 105 millioner kroner i 2020.

Til gengæld havde han en samlet bankgæld på 70 millioner kroner.

- Jeg har været bevidst om risikoen, Jeg er ikke bitter, men rigtig ærgerlig og ked af det. Men jeg er også bekymret for vores industri og håber, at det retter sig for alles vedkommende, siger han til mediet. mh