KJELLERUP Der er ingen vinkælder i andelsboligen på Klitfyrren i Kjellerup, hvor 37-årige Kasper og Anne Mallin bor. Til gengæld er et af værelserne fyldt op med gode udenlandske vine og lokal vin og bobler fra Neder Kjærsholm i Thorning.
Det er Kasper Mallins vine, som han sælger via sit nye firma, Vintjeneren.
Firma-navnet passer godt til Kasper. Han er oprindeligt uddannet tjener og har sammenlagt i 15 år, med enkelte pauser, været tjener på Hotel Eyde i Herning, hvor der også er restaurant.
- Jeg serverede mad og vin til både fru Olsen og til forretningsfolk. Det gjaldt om at finde det rigtige til gæsterne, forklarer Kasper Mallin.
Han var glad for at være tjener på Hotel Eyde, men det var også hårdt på grund af skiftende arbejdstider, så han skiftede spor.
Han er nu i lære hos Frederiks VVS som VVSer, og han er færdig-udlært i september.
- Jeg kan gode lide håndværket, og jeg har sammen med min familie bygget og renoveret huse, men det er naturligvis et stort spring fra tjener-faget.
- Men det at hjælpe og servicere folk, det er lidt det samme i begge fag, siger Kasper Mallin.
Født i Skagen
Han er født i Skagen, men han mødte sønderjyden Anne i Herning, hvor han arbejdede som tjener, og hun arbejdede som psykolog.
Anne ville gerne tættere på Aarhus og købte for fem år siden andelsboligen i Kjellerup. Kasper boede vest for Herning og flyttede ind hos Anne i Kjellerup for fire år siden. Her trives de i bedste velgående.
Parret, der ikke har børn, var forrige år på kør-selv-ferie i Italien for at smage på vin. På et øde vinsted i Piemonte smagte de på vin.
- Det var kvalitetsvin til en god pris - man fik virkelig noget for pengene, fortæller Kasper.
Det var en øjenåbner. Kasper ville åbne et vinfirma.
- Vi tog springet og tænkte, at det ikke kunne gå værre end galt, smiler han.
Der blev bestilt en palle, og da parret var i franske Alsace i sommer, kom de forbi endnu et vinhus med god vin, som de faldt pladask for. Der blev bestilt en palle mere.
For nylig fik han et CVR-nummer, og han har nu vine fra tre vinhuse. Han har også vin og bobler fra Neder Kjærsholm i Thorning.
Han pakker vin og sender ud med postvæsenet. Folk kan også komme og hente. Han har også tilbehør, og tilbyder vinsmagninger i huset eller ude hos folk. Han vil kun sælge vin, som han selv kan stå inde for, og hvor han har hilst på vinbonden.
- Jeg brænder for at give folk en god oplevelse. Jeg har måske landets dårligste avance på vinen, for jeg skal ikke leve af det. Jeg vil gerne vise folk, at det ikke behøver at være dyrt for at folk kan få en god vinoplevelse, siger han.
Kasper Mallin vil arbejde som VVSer fremover.
- Fruen drømmer måske om, at vi kan leve af vinen på et tidspunkt, men jeg vil arbejde som VVSer. Men man skal aldrig sige aldrig. Hvis det går godt, og min krop bliver slidt ned som VVSer på et tidspunkt, så kan det godt være, at det er vinfirmaet, jeg vil falde tilbage på, siger Kasper Mallin.

