KARUP Der flyves ikke på indenrigsruten Karup-København for øjeblikket.
Planen var ellers, at ruten kunne starte igen den 4. august - efter sommerpausen.
Ruten har således ikke været i gang siden før sommerferien sidst i juni. Lufthavnschef Jakob Kronborg oplyser, at luftfartsselskabet AIS Airlines ikke flyver på grund af manglende kritiske reservedele og mangel på fly.
Der er dog ikke tale om akutte aflysninger her efter sommerferien.
- Der var allerede udfordringer med reservedele inden sommerferien. Der var en forventning om, at det kunne blive løst i sommerpausen, men det har vist sig ikke at være tilfældet. De manglende flyvninger her i august har dog været planlagt i halvanden måned, og kunderne er blevet orienteret i god tid, fastslår Jakob Kronborg.
Der er stadig fly, der skal betjenes i lufthavnen, og desuden er medarbejderne i gang med andre opgaver.
- I perioden har vi holdt ferie, og vi er i gang med at forskønne bygningen og udearealer, ligesom vi rydder op. Der har været et efterslæb, siger Jakob Kronborg
For øjeblikket arbejdes der hen mod, at investeringsselskabet Heartland A/S overtager lufthavnen per 1. oktober.
Heartland har købt alle aktiviteter, passiver og aktiver i Midtjyllands Lufthavn.
Det er blandt andet sket under forudsætning af, at Heartland fortsætter med en indenrigsrute, som drives af ekstern operatør, og at den opretholdes så længe den er rentabel.
Jakob Kronborg siger, at han og medarbejderne glæder sig og er spændte på samarbejdet med Heartland. Selskabet har tidligere meldt ud, at aktiviteten skal øges med blandt andet udlandsflyvninger.
- Selvfølgelig overtager man en lufthavn med ønsket om trafik - og der kommer helt sikkert også mere end den nuværende.
- Folk her ønsker, at der skal ske mere, og overtagelsen er en kærkommen lejlighed til at starte forfra, siger Jakob Kronborg.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
