FREDERIKS Frederiks El og VVS A/S er klar til at præsentere de nye lokaler på Nyrupvej 7 i Frederiks.
Det sker i forbindelse med et åbent hus-arrangement fredag den 13. oktober mellem 12 og 16.
Virksomheden har tidligere haft domicil i de gamle X-Byg-lokaler på Solvænget i byen, men bygningerne skal rives ned til fordel for boliger på stedet.
Derfor ledte ejerne af Frederiks El og VVS A/S, Michael Jensen og Johnny B. Madsen, efter et nyt egnet sted, og det fandt de på Nyrupvej, hvor det gamle Dahlgårds Tivoli holdt til. Firmaet er flyttet.
- Det var Frode Siig, som havde grund og bygninger, da Johnny købte det og byggede til. Firmaet lejer sig ind, fortæller Michael Jensen.
Der er bygget et 367 kvadratmeter splinternyt kontor. Lageret på ca. 1200 kvadratmeter var der i forvejen, men er gennemrenoveret blandt andet med ny gulvvarme.
- Det er noget helt andet end de faciliteter, som vi havde på Solvænget, som var ved at være lidt udtjente. Det her er nyt og godt, fortæller Michael Jensen.
- Vi er i dag 36 medarbejdere, og da vi startede i 2021 var vi 18 medarbejdere, forklarer Michael Jensen.
Virksomheden, der også gør lidt i varmepumper, er inde i en god gænge, selv om varmepumpemarkedet er gået lidt i stå.
- Tilskudspuljen fra staten er åbnet igen, så forventningen er, at det sætter skub i markedet igen, siger han.
I forbindelse med åbent-arrangementet den 13. oktober vil der blive budt på lidt godt til ganerne for de fremmødte.
Michael Jensen og Johnny B. Madsen tilføjer herudover:
»Vi ønsker at meddele Frederiks borgere, at vi i anledning af vores kommende åbent hus har planlagt et festligt fyrværkerishow om aftenen. Dette arrangement vil finde sted i forbindelse med vores firmafest, der afholdes i kulturhuset senere på aftenen.
Vi vil gerne forsikre alle byens borgere om, at vi har taget de nødvendige forholdsregler for at sikre, at fyrværkerishowet vil blive gennemført sikkert og med så lidt gene som muligt.
Vi opfordrer vores naboer til at tage del i denne smukke begivenhed ved at kigge ud, når fyrværkeriet bliver affyret, og nyde det magiske syn.«