Fra Haurdal Savværk til A/S Frederiks Tømmerhandel

FREDERIKS Hvor et nyt kvarter i denne tid skyder op i Frederiks, lå i mange år et savværk, som engang blev sammenlagt af Haurdal og Stendalgaard Savværker.

Haurdal Savværk blev opført i 1890 på det nuværende Ulvedalsvej 16 og 18, og ejerne var Adamsen og J.G.Nielsen. Efter at banen var blevet anlagt i 1906, og en ny by voksede op omkring stationen, fik ejeren af Stendalgård Savværk året efter skøde på den grund på Nørregade, hvor savværket blev opført. Det blev bygget meget tæt ved banelinjen, så det var nemt at læsse og aflæsse træstammer o.a., og som bestyrer blev ansat Ole Jørgensen, der var søn af kromanden på Grønhøj Kro. Han flyttede ind i funktionærboligen (Nørregade 6), som blev opført ved indkørslen til savværket. Her blev der opskåret tømmer, der blev brugt til byggeriet på egnen, og desuden blev der solgt almindelige bygningsartikler. Der var ikke indlagt elektricitet, så kraften til maskinerne kom fra en stor dampmaskine, som drev en aksel under gulvet i en stor bygning, hvor der både var savværk og snedkeri. Ud fra gamle avisannoncer ser det umiddelbart ud, som om der fortsat var savværk i Haurdal i de følgende år. Det kan tyde på, at det officielle navn muligvis var Haurdal Savværk, indtil det blev omdannet til et aktieselskab i 1916.

I 1911-12 byggede Ole Jørgensen en stor købmandsforretning over for indkørslen til savværket og stoppede som bestyrer. I stedet blev Konrad Høibjerg ansat og flyttede ind i funktionærboligen, som efter ham blev kaldt Høibjergs villa og senere »den hvide villa«. Det var opgangstider for egnen i disse år med meget byggeri, og i 1916 blev virksomheden omdannet til A/S Stendalgaard og Frederiks Savværker. Det er først herefter, at man finder navnet Frederiks Savværk i div. annoncer. I 1922 solgte Ole Jørgensen købmandsforretningen og blev atter bestyrer på savværket. Han byggede en ny ejendom (nr. 8) ved siden af funktionærboligen, og her blev der i den ene ende en støbegodsbutik og i den anden byens første autoværksted. Det blev udlejet til Carl Ammitzbøll Jensen, som senere havde værksted på Søndergade 5. Året efter købte Ole Jørgensen savværket sammen med Chr. Borrits, der var leder af snedkeriet. Her blev der bl.a. fremstillet vinduer og døre, og i en periode også rådhushavemøbler og ligkister. I 1926 løb et leje i dampmaskinen varmt, og hele den store bygning nedbrændte med både savværk og snedkeri, men blev atter opført.

I 1930’erne var der depression med stor arbejdsløshed og krise for landbruget. Det var også vanskelige tider for savværket, og endnu værre blev det under krigen, hvor bl.a. cement var rationeret, og hvor især søm var en mangelvare, så savværket måtte købe udrettede søm hos et firma i København. Det var også et stort problem med dæk og benzin til savværkets lastbil, som fik sat en gasgenerator på, og som i øvrigt blev taget af tyskerne i 1945. 3 år tidligere havde Ole Jørgensen købt snedkermester Borrits’ andel af savværket, og sønnen Gunnar gik ind i firmaet, som nu fik navnet Ole Jørgensen & Søn. Året efter nedbrændte savværket en nat pga. sabotage, fordi firmaet opskar tømmer for værnemagten og arbejdede for den tyske flyveplads. Efter branden blev maskinerne genopbygget på Bjerringbro Maskinfabrik hos Poul Due Jensen, men kun 14 måneder senere brændte savværket igen. Denne gang pga. ild i fyrkælderen og i arbejdstiden. Da det ikke kunne betale sig at genopbygge maskinerne, blev der i stedet købt nye maskiner i Århus, og i stedet for dampmaskinen blev der installeret en elektromotor til at drive hovedakslen i kælderen.

I 1950’erne gik savværket over til at levere stort set alle materialer til nybyggeri. Det gav rigtig mange kunder - også uden for kommunen som f.eks. i Herning og Ikast. I 1959 købte Gunnar Jørgensen sin fars andel, så han blev eneejer. I 60’erne fortsatte opgangstiderne, men efterhånden vandt de fabriksfremstillede vinduer og facadedøre mere og mere frem og kunne nu købes som elementer. Det var svært at konkurrere med priserne, og resultatet blev, at virksomhedens salg efterhånden mest bestod i byggematerialer. I 1969 omdannede Gunnar Jørgensen savværk og maskinsnedkeri til et familieaktieselskab med navnet A/S Frederiks Tømmerhandel med ham selv og hans kone og 3 børn som aktionærer. Savværket blev nedlagt i 1971, samme år som banen. I stedet blev der i de følgende år indrettet et moderne byggemarked og kontor, hvor savværket havde været. Det nedlagt baneareal blev til Solvænget, og en ny vej blev anlagt. Da virksomheden skiftede adresse fra Nørregade 6 til Solvænget 1, var det gamle savværks historie uigenkaldeligt forbi, og en ny tid begyndt. I 1985 blev Svend, Ole Jørgensens barnebarn, direktør, og det har været et kendetegn for virksomheden, at tre generationer af familien Jørgensen har stået for den igennem alle årene på nær 1912-22.